Juan Fernández-øerne, chilensk vulkansk øgruppe ensomt beliggende i Stillehavet 650 km vest for Valparaíso; 181 km2, 633 indb. (2002). Øerne er opkaldt efter den spanske kaptajn, som i 1563 opdagede dem. Den næststørste ø, oprindelig Más Afuera, har nu navn efter skotten Alexander Selkirk, som 1704-09 var ufrivilligt strandet på de dengang ubeboede øer; han dannede derved forbillede for Daniel Defoes romanfigur Robinson Crusoe. Angiveligt af turistmæssige grunde har også Más a Tierra, hvor Selkirk opholdt sig, skiftet navn til Robinson Crusoe Ø. Øgruppen har et ret lunt, tempereret klima; de få indbyggere ernærer sig især af den voksende turisme.