Faktaboks

José Raoul Capablanca
Født
1888
Død
1942

José Raoul Capablanca, 1888-1942, cubansk diplomat; verdensmester i skak 1921-27. Capablanca, der lærte spillet allerede som fireårig ved at se sin far spille mod en bekendt, er skakhistoriens måske største naturtalent. Allerede som 12-årig forbløffede han skakverdenen ved at vinde det cubanske mesterskab, og i årene derefter opnåede han hurtigt status som en af verdens førende mestre. På grund af 1. Verdenskrig kunne der først arrangeres en VM-match mod den regerende mester Emanuel Lasker i 1921 i Havana. Capablanca vandt overbevisende, men tabte i 1927 titlen til Alexander Aljechin, delvis på grund af mangelfulde forberedelser.

Capablancas stil var udpræget positionelt betonet, og han havde en stillingsfornemmelse, der næppe er blevet overgået af nogen anden mester. I løbet af 40 års skakkarriere tabte han blot 35 match- og turneringspartier, og han er den eneste skakmester, der har fået udgivet samtlige sine tabspartier i en bog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig