José Bové, f. 11.6.1953, fransk landmand og aktivist. Bové deltog i midten af 1970'erne i franske bjergbønders kamp mod udvidelsen af en militær træningslejr ved Larzac. Han blev selv fåreavler, og i 1987 var han medgrundlægger af landbrugsorganisationen Confédération paysanne. Efter en hærværksaktion mod en McDonald's-restaurant i den sydfranske by Millau i 1999 blev Bové en central skikkelse i antiglobaliseringsbevægelsen, og han har siden bl.a. kæmpet mod genmodificerede fødevarer.