Joshua Bell

Faktaboks

Joshua Bell

Joshua David Bell

Født
9. december 1967

Artikelstart

Joshua Bell er en amerikansk violinist.

Joshua Bells karriere indledtes, da han i en alder af 14 år optrådte som solist med Riccardo Muti og Philadelphia Orchestra.

Hans Carnegie Hall-debut fandt sted i 1985, og siden har han optrådt som både solist, kammermusiker og orkesterleder verden over. I 2011 blev han musikalsk leder af kammerorkestret Academy of St Martin in the Fields.

Kendetegnende for Joshua Bell er hans ønske om at nå ud til så bredt et publikum som muligt, hvorfor han ud over det klassiske kernerepertoire har indspillet nutidig musik, fx en violinkoncert af Nicholas Maw (1935-2009), for hvilken han fik en Grammy i 1993, samt soundtracks til film som Den røde violin (1998) og Engle og dæmoner (2009).

Joshua Bells spil er karakteriseret af en usædvanlig varm og indfølt tone kombineret med stor virtuositet. Han har indspillet over 35 cd'er, hvoraf mange har vundet priser; At Home with Friends fra 2009 er indspillet sammen med en række venner fra rock-, jazz- og musicalverdenen, bl.a. sangeren Sting og trompetisten Chris Botti (f. 1962).

Joshua Bell har ved flere lejligheder optrådt i Danmark, første gang i 1991 i Tivolis Koncertsal.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig