Faktaboks

Joseph Smith
Født
23. december 1805
Død
27. juni 1844

Joseph Smith var mormonkirkens grundlægger, opvokset i staten New York, USA. Joseph Smith modtog fra 1820 visioner og fra 1827 de åbenbaringer, der førte ham til opdagelsen af The Book of Mormon, Mormons Bog, skrevet på guldplader, som han oversatte og udgav i 1830. Sammen med Bibelen udgør den mormonernes helligskrift.

På samme tid blev Joseph Smith præst for den nye kirke. Kirken og Smith blev snart forfulgt, og der opstod også modstand mod ham inden for kirken. I 1839 gav staten Illinois Joseph Smith og mormonerne ret til at etablere en ny by, Nauvoo, ved Missisippifloden; byen havde i 1844 12.000 indbyggere, og herfra udgik talrige missionærer, bl.a. til Europa.

Da Smith i 1844 søgte at blive kandidat til det amerikanske præsidentvalg og blev indviklet i stridigheder med de lokale myndigheder om jurisdiktion over Nauvoo, blev han arresteret og sammen med sin bror Hyrum dræbt i fængslet i Carthage, Illinois, af modstandere.

Joseph Smith praktiserede flerkoneri, polygyni, og blev gift med eller 'forseglet' til mere end 30 kvinder, flere af dem i forvejen gift med venner eller proselytter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig