Joseph Louis Gay-Lussac

Faktaboks

Joseph Louis Gay-Lussac
født:
6. december 1778
død:
9. maj 1850

Joseph Louis Gay-Lussac, 6.12.1778-9.5.1850, fransk fysiker og kemiker. Allerede i 1801 efter uddannelse på École polytechnique i Paris opdagede han den såkaldte Gay-Lussacs lov om gassers volumenudvidelse; se tilstandsligning. Loven var tidligere fundet af J.A.C. Charles, men han havde ikke offentliggjort den. I 1805 viste Gay-Lussac sammen med Alexander von Humboldt, at luft, der uddrives af vand, indeholder relativt mere oxygen end atmosfærisk luft, hvad der bekræftede, at atmosfærisk luft er en blanding af flere gasarter. I 1808 opdagede Gay-Lussac loven om de simple volumenforhold: Gasser reagerer med hinanden i simple volumenforhold som fx 2:1 eller 3:2.

I en lang række år havde han et samarbejde med L.J. Thénard. De fremstillede i 1808 natrium og kalium ved reduktion af hydroxiderne med jern, isolerede grundstoffet bor og renfremstillede hydrogenfluorid og bortrifluorid; alle er farlige reaktioner, der kræver stor eksperimentel erfaring. Sammen udførte de forsøg, der viste, at svovl er et grundstof (1809), og de udviklede den systematiske analyse af organiske forbindelser (1811).

Gay-Lussac blev i 1809 professor i kemi ved École polytechnique og professor i fysik ved Sorbonne. Fra 1819 var han tillige direktør for krudtfremstillingen og fra 1829 rådgiver ved møntfremstillingen. Gay-Lussac-tårnet opfandt han i 1827, men det blev først benyttet af svovlsyrefabrikkerne fra 1842. Han var i en menneskealder den ledende skikkelse i det videnskabelige miljø i Paris; i 1839 blev han adlet for sine fortjenester.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig