Joseph Liouville var en fransk matematiker. Han var professor ved École polytechnique 1838-51, ved Collège de France fra 1851 og ved Faculté des sciences i Paris fra 1857. Han blev indvalgt i Académie des sciences i 1839 og i Bureau des longitudes i 1840. Han grundlagde teorien for differentiation af vilkårlig (ikke hel) orden og for integration på endelig form samt Sturm-Liouville-teori i samarbejde med vennen Charles Sturm. Desuden bidrog han til mekanik, differentialgeometri og potentialteori og viste i 1844 eksistensen af transcendente tal. I 1836 grundlagde han Liouvilles journal, hvori han i 1846 udgav Galois' arbejder.