Joseph La Fayette

Faktaboks

Joseph La Fayette
født:
1757
død:
1834

Joseph La Fayette blev kaldt helten fra de to verdener pga. sin deltagelse i både Den Amerikanske og Den Franske Revolution. La Fayette er her afbildet som chef for nationalgarden på højden af sin popularitet, som dog hurtigt svandt ind efter massakren på Marsmarken i 1791. Farveakvatinte af Philibert-Louis Debucourt, 1790.

.

Joseph La Fayette, 1757-1834, fransk markis, general og politiker. Joseph La Fayette deltog i Den Amerikanske Revolution på oprørernes side mod englænderne. Siden blev han som adelig repræsentant valgt ind i Generalstænderforsamlingen i 1789 og arbejdede for sin stands sammenslutning med tredjestanden.

Efter Bastillens fald 14.7.1789 blev La Fayette øverstbefalende for den nyoprettede nationalgarde i Paris; under Kvindetoget til Versailles optrådte han dog tvetydigt og nølende. Trods sin upopularitet ved hoffet var han kongens rådgiver og grundlagde sammen med Paris' borgmester, Jean-Sylvain Bailly, den royalistiske Feuillantklub, og han organiserede Føderationsfesten på Marsmarken 14.7.1790 i et forsøg på at forsone kongen og revolutionen.

Efter kongens flugt og massakren på Marsmarken 17.7.1791 svandt hans popularitet ind. Han blev udstationeret ved hæren og måtte efter kongemagtens fald 10.8.1792 overgive sig til østrigerne.

Efter Napoleons magtovertagelse vendte La Fayette tilbage til Paris, men forholdt sig passiv under kejserdømmet.

Under Julirevolutionen 1830 i Paris proklamerede Joseph La Fayette som en nærmest mytisk skikkelse fra fortiden det nye kongedømme under Ludvig-Filip fra rådhusets balkon. Han lagde sig imidlertid snart ud med styret og gik over til oppositionen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig