Joseph John Thomson

Joseph John Thomson var en britisk fysiker, som fik nobelprisen i fysik i 1906.

Thomson var professor i eksperimentalfysik og leder af Cavendish-laboratoriet ved Cambridge University 1884-1919.

I 1897 offentliggjorde Thomson resultaterne af en serie eksperimenter, som viste, at katodestråler bestod af ladede partikler, hvis forhold mellem ladning og masse (e/m) var ca. tusinde gange større end det tilsvarende forhold for hydrogenionen. Kort tid forinden havde Pieter Zeeman (1865-1943) og H.A. Lorentz (1853-1928) forklaret den nyopdagede Zeeman-effekt ved at antage eksistensen af partikler med en e/m-værdi af samme størrelsesorden som den, Thomson observerede. Disse nye partikler blev døbt elektroner og anerkendt som en universel bestanddel af alle atomer.

I Thomsons atommodel fra 1903 var elektronerne de eneste materielle bestanddele; modellen fik stor udbredelse, indtil den otte år senere blev afløst af Ernest Rutherfords atommodel, hvor næsten al atommassen var samlet i en lille kerne.

Thomson fik nobelprisen i fysik i 1906 for sine undersøgelser af gassers elektriske ledningsevne. Som leder af Cavendish-laboratoriet var han en fremragende inspirator for unge fysikere; ikke færre end syv af hans elever opnåede at få nobelprisen.