Joseph Conrad

Joseph Conrad. Efter 16 år i den britiske handelsflåde debuterede Joseph Conrad med romanen Almayer's Folly (1895, da. Almayers Daarskab, 1916). Søkaptajnen skulle ende med at blive en af 1900-t.s store fortællere og en fornyer af romankunsten.

.

Joseph Conrad, egl. Teodor Józef Konrad Korzeniowski, 3.12.1857-3.8.1924, britisk forfatter.

Joseph Conrad er blevet kaldt "den første betydningsfulde moderne romanforfatter på engelsk". Hans mest læste værk er kortromanen Heart of Darkness (1902, da. Mørkets hjerte, 1956).

Joseph Conrad blev født i Ukraine af polske forældre. I 1863 blev familien interneret, og efter forældrenes tidlige død tog Conrad 17 år gammel til Marseille, hvor han tog hyre på først et fransk, siden et britisk handelsskib.

Efter otte år i den britiske handelsflåde fik han i 1886 britisk statsborgerskab. Joseph Conrad skrev sine bøger på engelsk og er et af litteraturhistoriens få eksempler på en stor forfatter, der gør et fremmed sprog til sit eget.

Joseph Conrad, hvis naturalisme bærer en kompleks symbolik, mødte i Storbritannien ligesindede forfattere som Henry James, Stephen Crane, H.G. Wells og Ford Madox Hueffer (senere Ford Madox Ford). Hans tidlige romaner er eventyrlige, men realistiske søfortællinger, der kredser om forholdet mellem balance og kaos, orden og anarki.

Han frygtede anarkiet, både i psykologisk og konkret politisk forstand, men dyrkede kaos næsten monomant. "Nedsænk dig selv i det destruktive element", skrev han således i hovedværket fra sin tidlige periode Lord Jim (1900, da. Forlis, 1916).

I 1896 blev Joseph Conrad britisk gift, og fra 1898 levede han som professionel forfatter. Heart of Darkness bygger på Conrads oplevelser som flodkaptajn i Belgisk Congo 1890. Fortælleren Marlow beretter her om, hvordan han rejser op ad floden og ind i "mørkets hjerte" for at uskadeliggøre den afsindige Mr. Kurtz, hvis irrationelle adfærd er blevet en belastning for deres fælles arbejdsgiver "Kompagniet".

Marlow tvinges til at se sig selv i monstret Kurtz, hvis berømte sidste ord er "Rædslen! rædslen!". Heart of Darkness har bl.a. inspireret den amerikanske instruktør Francis Ford Coppola til filmen Apocalypse Now (1979, da. Dommedag nu), der udspiller sig under Vietnamkrigen. Joseph Conrads kortroman blev desuden filmatiseret 1993 af den britiske instruktør Nicolas Roeg.

Efter denne mytiske fortælling er Joseph Conrads bedste værker politiske spændingsromaner, som foregriber den moderne thriller. Hovedværket er The Secret Agent (1907, da. Den hemmelige agent, 1917), hvor bombeterror bliver et sindbillede på tidens uro. Nostromo (1904, da. 1966) er en panoramisk skildring af magtkampe og revolutionær turbulens i den fiktive latinamerikanske stat Costaguana.

Under Western Eyes (1911, da. Ruslands Skygge, 1916) handler om landflygtige russiske anarkister. Også novellesamlingen A Set of Six (1908, da. Stærke Sind og vilde Skæbner, 1927) har politisk motiv.

Romanerne efter Under Western Eyes vender tilbage til søuniverset, men savner de tidlige værkers kraft. Med Ford Madox Ford havde Joseph Conrad tidligere skrevet romanerne The Inheritors (1901) og Romance (1903), og sammen forfattede de nu The Nature of Crime (1924). Sine erindringer skrev Joseph Conrad i to bind, hvoraf det første er The Mirror of the Sea (1906, da. Havets Spejl, 1929).

Joseph Conrad, der til det sidste talte engelsk med tyk accent, skrev endvidere essays og dramatik og var aktiv lige til sin død, hvor han arbejdede på Suspense, en roman fra Napoleonstiden. Hans samlede værker, hvoraf mange andre end de her nævnte er oversat til dansk, udkom fra 1946-55 i 29 bind.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig