Joseph A. Schumpeter

Faktaboks

Joseph A. Schumpeter
født:
8. februar 1883
død:
8. januar 1950

Joseph A. Schumpeter, Joseph Alois Schumpeter, 8.2.1883-8.1.1950, østrigsk-amerikansk økonom, professor i Graz 1911-25, i Bonn 1925-32 og ved Harvard University 1932-1950.

Schumpeter er mest kendt for sine analyser af, hvordan kapitalismen fungerer og udvikler sig, som han præsenterede i Theorie der wirtschaftlichen Entwicklung (1912). Det karakteristiske for en kapitalistisk økonomi er ifølge Schumpeter den måde, den til stadighed fornyer sig på. Nøglefiguren heri er den igangsættende såkaldte schumpeterske kaptajn, som for egen regning og risiko sætter nye ting, nye varer, bedre produktionsmetoder mv. i gang. En heldig fornyelse et sted i økonomien kan sætte en sværm af sekundære fornyelser i gang, først og fremmest hos konkurrenterne, men måske også i helt andre brancher. Derfor kommer fornyelserne ikke i en jævn strøm, men i bølger, der ebber ud, når den primære fornyelse har udtømt sine virkninger. På den måde sammenkædede Schumpeter økonomisk vækst med en forklaring på økonomiens bølgebevægelser.

I sine senere år overvejede han, om igangsætteren stadig havde den samme rolle at spille, for som kapitalismen udviklede sig, kunne det se ud, som om udvikling og fornyelse i højere grad udsprang af systematisk forsknings- og udviklingsarbejde i store virksomheder frem for af fri foretagsomhed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig