Artikelstart
Joseph-Nicéphore Niépce, 1765-1833, fransk litograf og opfinder. Efter en karriere i den franske hær udførte Niépce fra 1801 s.m. broderen Claude Niépce (1763-1828) naturvidenskabelige undersøgelser og opfindelser, og på sit landsted Gras ved fødebyen Chalon-sur-Saône i Bourgogne arbejdede han med at videreudvikle den litografiske proces.
Fra 1816 foretog han eksperimenter med camera obscura og med lysfølsomme materialer ved fremstilling af trykplader, og i 1826 optog han med en eksponeringstid på ca. 8 timer det tidligste kendte fotografi, udført i en teknik, han kaldte heliografi.
I 1829 indgik Niépce en tiårig samarbejdskontrakt med J.-L.-M. Daguerre, der efter Niépces død s.m. sønnen Isidore Niépce (1805-68) fortsatte udviklingen af den fotografiske teknik, der førte frem til daguerreotypien.
Niépces opfindervirksomhed er belyst på Musée Denon i Chalon-sur-Saône.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.