José Manuel Balmaceda Fernandez, 18.7.1840-18.9.1891, chilensk liberal politiker, præsident 1886. Balmacedas regering udbyggede infrastrukturen og uddannelsessystemet og forsøgte at begrænse den britiske indflydelse på salpeterindustrien. Oppositionen i kongressen blokerede Balmacedas arbejde, bl.a. ved at hindre vedtagelse af finanslove. Konflikten mellem den udøvende og den lovgivende magt førte til borgerkrig i 1891; kongressen sejrede og afskaffede præsidentstyret, hvorefter Balmaceda begik selvmord.