José Luis Sampedro, 1917-2013, spansk forfatter og økonom. Især i den metalitterære roman Octubre, octubre (1981) søger den publikumskære Sampedro nye veje, både i menneskesindet og i de litterære virkemidler. Den historiske kærlighedsroman fra det gamle Alexandria La vieja sirena (1990, da. Den gamle havfrue, 1994) sætter nyt lys på nutiden. Med stort mod udgav Sampedro den kontroversielle roman El amante lesbiano (2000, Den lesbiske elsker), der på et menneskeligt plan forsøger at skildre en kompleks form for homoseksualitet og masochisme gennem en mand, der føler sig som kvinde og tiltrækkes af kvinder.