José Eustasio Rivera, 1888-1928, colombiansk forfatter, især kendt for romanen La Vorágine fra 1924 (Malstrømmen), et hovedværk i colombiansk litteratur. Romanen skildrer et intellektuelt bymenneskes chokerende møde med junglens fysiske brutalitet og princippet om "survival of the fittest", ikke blot i kampen mod den ubarmhjertige natur, men også i overlevelseskampen blandt gummiindustriens arbejdere, der er henvist til slaverilignende forhold. Junglen bliver således altomfattende udtryk for tilintetgørelsen af mennesket uden for civilisationen, og romanen peger samtidig på denne civilisations skrøbelighed og utilstrækkelighed.