Jorge Semprún

Faktaboks

Jorge Semprún
født:
1923
død:
2011

Jorge Semprún, 1923-2011, spansk forfatter. Han voksede op i Frankrig, da familien måtte flygte fra Francisco Francos styre. Som aktiv i den franske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig blev han fanget og sendt til koncentrationslejren Buchenwald, hvis helvede han med nød og næppe overlevede.

Den overbeviste antifascist gik dernæst ind i den illegale kamp mod Franco og blev i 1980'erne en kort overgang kulturminister i Felipe González' socialistiske regering.

Årene efter kz-lejren var kritiske for Jorge Semprún, der vaklede mellem at søge glemsel og at skrive på sine oplevelser. Det sidste lykkedes for ham med debutværket på fransk, Le grand voyage (1963, da. Den store rejse, 1964), der skaffede ham international anerkendelse for den rystende skildring af en fangetransport.

Senere fulgte en omfattende produktion af fortællinger, skuespil og filmmanuskripter, bl.a. til Costa-Gavras' Z (1969). Et hovedværk, der samler trådene i forfatterskabet, er L'Ecriture ou la vie (1994, da. Skriften eller livet, 1999).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig