Jordbrugsakademikerne, JA, fagforeningen for agronomer, forstkandidater, hortonomer, landskabsarkitekter, jordbrugsøkonomer, landskabsforvaltere, miljøkemikere, bioteknologer og andre med en naturvidenskabelig cand.scient.-uddannelse fra Danmarks Jordbrugsuniversitet Landbohøjskolen (nu Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet). Foreningen blev stiftet 1976 som Danmarks Jordbrugsvidenskabelige Kandidatforbund og har ca. 5600 medlemmer. JA er medlem af AC, varetager medlemmernes løn- og ansættelsesvilkår og udgiver fagbladet Jord og Viden.