Jonas - i Det Gamle Testamente

Jonas var en gammeltestamentlig profet, én af de tolv "små profeter". I Jonas' Bog i Det Gamle Testamente fortælles legenden om Jonas, der af Herren sendes til Ninive for at forkynde byens undergang. Jonas søger at unddrage sig og flygter til søs, men bliver under en storm fra Herren kastet over bord. Han sluges af en fisk, beder til Gud og kastes på land efter tre dage i fiskens bug. Derpå drager Jonas til Ninive. Da byens indbyggere omvender sig, opgiver Herren sin dom over byen, til Jonas' store ærgrelse; men Herren belærer ham om, at hans barmhjertighed når ud over hele Jorden.

Jonas' Bog er nedskrevet af en ukendt forfatter mellem 500-tallet og 300-tallet f.Kr. Dens teologiske baggrund er en universalisme, der hævder muligheden af at udbrede troen på den israelitisk-jødiske gud Herren til andre folkeslag (1,14; 3,5-19). I jødedommen læses Jonas' Bog ved gudstjenesten på forsoningsdagen (yom kippur). I Det Nye Testamente henvises der til Jonas' tegn som foregriben af Jesu tre dage i dødsriget (Matthæusevangeliet, 12,39 ff.; Lukasevangeliet, 11,29 ff.).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig