Joko Widodo, f. 21.6.1961, indonesisk politiker, præsident fra 2014. Joko Widodo har en beskeden baggrund, men blev forretningsmand inden for møbelfremstilling og ejendomshandel. I perioden 2005-12 var han borgmester i Surakarta og 2012-14 var han guvernør i Jakarta. I 2014 stillede han op til præsidentvalget, som han vandt med 53 % af stemmerne. Widodo har proklameret et opgør med korruptionen og været kritisk over for arven fra Suharto-perioden. Se også Indonesien (historie).