Jokkmokk

Jokkmokk, hovedby i Lule lappmark og samernes "hovedstad" i Sverige, beliggende 120 km nordvest for Boden; 2786 indb. (2011). Jokkmokk Kommune er Sveriges vigtigste vandkraftproducent og arealmæssigt den næststørste (efter Kiruna), 18.137 km2; den rummer flere store nationalparker.

Ved lapmarkens kolonisering under Karl 9. blev samernes vinterlejr ved Talvatisøen udset til kirkeplads. I slutningen af 1600-t. blev stedet også en vigtig markedsplads på vejen fra Luleå til sølvgruberne i Sarek. Nu er byen handelsby for de rensdyravlende samer og en fåtallig, spredt landbefolkning. Siden 1605 har man den første torsdag, fredag og lørdag i februar måned afholdt Jokkmokk marked.

I 1989 indviedes Ájtte ('forrådshytte'), Sveriges fjeld- og samemuseum med dertil knyttet folkehøjskole; desuden findes frilandsmuseet Persbackegården og en fjeldbotanisk have (1995).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig