Johnny Reimar, egl. Reimar Kristensen, f. 12.6.1943, dansk sanger, guitarist og producer. Han var 1959-63 medlem af tidens toneangivende pigtrådsgruppe, The Cliffters, der var inspireret af Cliff Richard og The Shadows, men valgte herefter den brede underholdningsvej med dansksproget populærmusik og sange som Lille fregnede Louise (1964) og Bind dit gule hårbånd (1973). Som pladeproducer lancerede han bl.a. Birthe Kjær og Brødrene Olsen. Reimar har haft tæft for nye påfund i den europæiske underholdningsindustri som de belgiske smølfer og tysk partymusik. Også hans mest vedholdende hit Du burde købe dig en tyrolerhat (1969) er hentet fra det tyske slagermarked.