John W. Backus

Faktaboks

John W. Backus
født:
1924
død:
2007

John W. Backus, John Warner Backus, 1924-2007, amerikansk datalog; pioner inden for udvikling af programmeringssprog. 1954-57 var Backus leder af den gruppe i IBM, der udviklede programmeringssproget Fortran I. Han har også bidraget til udvikling af funktionalprogrammering.

Backus-naur-form

Backus-naur-form eller backus-normal-form er et sprog til beskrivelse af syntaksen for et vilkårligt programmeringssprog, et såkaldt metasprog. Det blev opfundet af Backus i 1959 og brugt af den danske professor Peter Naur til specifikation af syntaksen for programmeringssproget Algol 60. Metasproget består af såkaldte produktioner, der definerer syntaktiske kategorier i det sprog, der beskrives, ved hjælp af andre syntaktiske kategorier samt sprogets terminale symboler, dvs. symboler, der ikke yderligere kan opløses. I tidens løb er backus-naur-form blevet udbygget i mange retninger og har haft stor betydning for udviklingen af datalogien. Initialordet BNF bruges nu generelt om metasprog i datalogien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig