John Newlands, 26.11.1837-29.7.1898, britisk kemiker, der udviklede en primitiv udgave af grundstoffernes periodiske system. I 1864 opstillede han grundstofferne i en række efter voksende atomvægt, og han var den første, der indførte størrelsen atomnummer. Han opdagede, at grundstofferne med en periode på otte udviste analoge egenskaber, og han kaldte fænomenet oktavreglen. Systemet havde adskillige fejl og mangler, og Chemical Society i London ville ikke lade det trykke i sine skrifter. Men det rummer spiren til det system, som Mendelejev opstillede i 1869 og fik hele æren for. Som et plaster på såret tildelte Chemical Society ham Davy-medaljen i 1887. Se også det periodiske system.