John Napier

John Napier, lat. navn John Neper, 1550-4.4.1617, baron af Merchiston, skotsk matematiker; opfinder af logaritmerne.

Han udgav i 1614 tabelværket Mirifici logarithmorum canonis descriptio (Beskrivelse af den vidunderlige logaritmetabel) efter 20 års arbejde, som han dokumenterede i Mirifici logarithmorum canonis constructio (Konstruktion af den vidunderlige logaritmetabel), som blev udgivet posthumt i 1619. Sammen med Henry Briggs planlagde Napier en forbedret logaritmetabel, som begyndte at udkomme 1624 og fik epokegørende betydning for alt videnskabeligt og teknisk beregningsarbejde.

Napier bidrog også til den sfæriske trigonometri; han eksperimenterede på sit gods med jordforbedringer, og han deltog desuden med en antikatolsk udlægning af Johannes' Åbenbaring (1593) i sin tids teologiske og politiske stridigheder.

Enheden neper (Np) er opkaldt efter Napier; se SI-systemet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig