John Millar, 1735-1801, skotsk historiker og sociolog, elev af Adam Smith og repræsentant for den skotske oplysning. John Millar gav i The Origin of the Distinction of Ranks (1771, Oprindelsen til klasseforskelle) og i A Historical View of the English Government (1787, En historisk oversigt over det engelske styre) en historisk-videnskabelig redegørelse for samfundets udvikling som en del af, hvad han i det første værk kaldte menneskehedens naturhistorie. I hans bøger afløses en naturretlig og politisk-filosofisk samfundsvidenskab af retssociologien.