John Howard, f. 26.7.1939, australsk politiker, medlem af parlamentet 1974-2007, premierminister 1996-2007. Howard blev uddannet som jurist fra University of Sydney i 1961 og arbejdede siden som advokat, inden han i 1975 blev udnævnt til handelsminister for Liberal Party. Han var oppositionsleder 1985-89 og igen fra 1995, inden han overtog regeringsmagten i spidsen for en konservativ koalition mellem Liberal Party og National Party. Han blev genvalgt i 1998, 2001 og 2004, bl.a. pga. en hård linje mod asylansøgere og en stram økonomisk politik. Howard blev i stigende grad upopulær, ikke mindst pga. hans engagement i krigene i Irak og Afghanistan og hans modstand mod at underskrive Kyotoprotokollen om udledning af kuldioxid. På trods af Australiens gode økonomi led han nederlag ved valget i 2007, hvor han mistede sin plads i parlamentet.