John Gould, 1804-1881, britisk ornitolog. Han var ansat som taksonom ved Zoological Society, London, hvor han behandlede en stor del af det materiale, der blev hjemsendt i forbindelse med tidens mange ekspeditioner, herunder også "Darwins finker" fra Galapagosøerne. Bedst kendt er dog hans rigt illustrerede pragtværker om regionale fuglefaunaer, fx Himalaya og Australien. Gouldsamadine, en farvestrålende fugl i familien astrilder, er opkaldt efter ham.