John George Lambton Durham, 1792-1840, jarl af Durham, britisk politiker. Durham indtrådte som yderligtgående whig i Parlamentet 1813 og fik gennemført valgreformen af 1832. Han blev i 1838 generalguvernør i Canada, hvor han tilrådede en moderat politik over for oprørere, som krævede større medbestemmelse. Han fik ikke støtte fra regeringen, men hans forslag om større magt til det lokale parlament, Durhamrapporten, blev senere officiel britisk politik i Canada.