John Gay

Faktaboks

John Gay
født:
1685
død:
1732

John Gay, 1685-1732, engelsk digter og dramatiker, bedst kendt for sit syngestykke Beggar's Opera, det mest populære engelske skuespil i 1700-t.

Stykket, opført første gang i 1728, er en satire over tidens smag for den heroiske opera; i modsætning hertil forlægger den fx sin handling til Londons kriminelle underverden.

Stykket indeholder mange humoristiske viser, der opnåede øjeblikkelig såvel som vedvarende popularitet. Efter premieren d. 29. januar 1728 på teatret i Lincoln-Inn-Fields blev stykket vist uafbrudt i 63 dage, og dets persongalleri affødte sladder om hvilke standspersoner, John Gay havde brugt som modeller. Der blev nedlagt forbud mod opførelsen af Polly, stykkets fortsættelse fra 1729, men John Gay tjente en del penge på den trykte version.

John Gay var ven med mange samtidige engelske forfattere, heriblandt Alexander Pope og John Arbuthnot (1667-1735), som han skrev et skuespil sammen med. Andre vigtige værker af John Gay er Trivia (1716), Fables (1727, 1738) og librettoen til Georg Friedrich Händels Acis and Galatea (1732).

I 1900-t. er Beggar's Opera også kendt i Bertolt Brechts og Kurt Weills tyske bearbejdelse fra 1928, Die Dreigroschenoper (da. Laser og pjalter, 1930).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig