Faktaboks

John Frederic Daniell
Født
12. marts 1790
Død
13. marts 1845

John Frederic Daniell, 12.3.1790-13.3.1845, britisk meteorolog og kemiker, især kendt for opfindelsen af Daniell-elementet. Daniell studerede ved Royal Institute under William Thomas Brande (1788-1866), med hvem han i 1816 påbegyndte udgivelsen af Quarterly Journal of Science and Arts. Hans tidligere videnskabelige arbejde var udviklingen af dugpunkt-hygrometeret, et instrument, der hurtigt blev et standardinstrument til måling af luftfugtighed. Hans meteorologiske arbejder blev udgivet samlet under titlen Meteorological Essays (1823) og omfattede en fysisk beskrivelse af Jordens atmosfære, herunder passatvindene. I andenudgaven (1827) understregede han betydningen af Jordens opvarmning og afkøling ved stråling.

I 1835 påbegyndte Daniell sine elektrokemiske studier af voltasøjlen. Den version, der benyttedes på den tid, mistede hurtigt sin spænding ved brug. Han opdagede, at årsagen var brintudvikling ved kobberelektroden. For at afhjælpe dette problem konstruerede han et forbedret element, Daniell-elementet (se galvanisk element), hvor svovlsyren omkring kobberelektroden erstattedes af kobbersulfat, og de to elektroder adskiltes af en porøs skillevæg. Dette nye galvaniske element fik stor praktisk betydning for udviklingen af en række galvaniske teknikker.

John Frederic Daniell blev Fellow of the Royal Society i 1814 og blev hædret med Rumfordmedaljen (1832) og Copleymedaljen (1837). I 1831 blev han den første professor i kemi ved King's College i London.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig