Faktaboks

John Foster Dulles
Født
25. februar 1888
Død
24. maj 1959

John Foster Dulles, 25.2.1888-24.5.1959, amerikansk diplomat og politiker. Efter jurastudier gjorde Dulles karriere som diplomat, bl.a. i forbindelse med fredsslutningen efter 1. Verdenskrig og ved Dumbarton Oaks-konferencen i 1944. Dulles var kritisk over for Trumanadministrationens udenrigspolitik, der var baseret på containment, hvilket han fandt overlod initiativet til den kommunistiske verden. Fra 1953-59 var han præsident Eisenhowers udenrigsminister og arbejdede for et øget amerikansk engagement i især Europa og Asien, hvilket bl.a. lykkedes gennem de militære alliancer SEATO (1954) og Baghdadpagten (1955). Dulles argumenterede for en udenrigspolitik, der var parat til at balancere "på randen af krig" (brinkmanship), og han lancerede idéen om "massiv gengældelse", hvilket i givet fald ville betyde anvendelse af kernevåben.

Dulles var antikommunist med en stærk kristen overbevisning og blev kendt som en af den kolde krigs mest kompromisløse figurer. Nyere forskning har dog betonet hans rolle som rådgiver snarere end som beslutningstager, ligesom man mener, at hans moralske sprogbrug i fremstillingen af amerikansk udenrigspolitik var et forsøg på at pacificere den republikanske højrefløj.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig