John F. Kennedy

John F. Kennedy var ikke en markant profil i Kongressen, men var kendt for sin charme og fik ry for at være intellektuelt velfunderet. Da Adlai E. Stevenson i 1956 nomineredes til Det Demokratiske Partis præsidentkandidat, blev John F. Kennedy for alvor landskendt for sin fjernsynstransmitterede tale ved partikonventet, og i 1960 blev han selv præsidentkandidat. Efter valgkampen, der for første gang bød på tv-debatter mellem kandidaterne, besejrede han yderst knebent Richard M. Nixon ved valget i november og blev dermed USA's første katolske præsident.

Ved indsættelsen i januar 1961 lovede John F. Kennedy at bringe USA ud af den stilstand, som han hævdede, at årene under Dwight D. Eisenhower havde været præget af; engagement skulle erstatte den herskende nationale selvtilfredshed.

For at styrke USA's relationer til landene i Latinamerika iværksatte John F. Kennedy udviklingsprogrammet Alliance for Progress, Fremskridtsalliancen, og til støtte for lokal økonomisk udvikling i ulandene oprettedes et fredskorps, Peace Corps, af unge frivillige.

Endvidere igangsatte John F. Kennedy Apolloprojektet, som gav USA en førerposition i rumkapløbet med Sovjetunionen. Selv udstrålede han dynamik og vitalitet; hvad de færreste vidste var, at Addisons sygdom og en rygskade gav ham hyppige smerter og ofte tvang ham til at ligge i sengen.

Efter sin tiltrædelse påbegyndte John F. Kennedy en voldsom militær oprustning. Han arvede og iværksatte også planerne om at styrte Fidel Castros regime på Cuba; i april 1961 forsøgte en CIA-trænet hær af eksilcubanere en invasion i Svinebugten, men operationen blev en fiasko (se Svinebugtaffæren).

Andre udfordringer til John F. Kennedys lederskab fulgte i Sydøstasien, i Berlin og i oktober 1962 atter på Cuba, hvor Sovjetunionen i hemmelighed var begyndt at opstille atommissiler. I sin håndtering af Cubakrisen demonstrerede præsidenten overblik og dømmekraft, men krisen bidrog også til at revidere hans syn på den kolde krig, hvilket bl.a. udmøntede sig i en aftale i 1963 med Sovjetunionen og Storbritannien om stop for atomprøvesprængninger i atmosfæren og under vand. Om han også var parat til at bremse USA's voksende engagement i Vietnamkrigen er stærkt omdiskuteret.

Et centralt indenrigspolitisk spørgsmål i John F. Kennedys præsidentperiode var de sorte amerikaneres kamp for borgerrettigheder. Her var han dog ikke den handlekraftige reformator, som senere blev en del af Kennedymyten, men snarere en kompromissøgende politiker, som tøvende lod sig trække med af udviklingen. Først da den hvide modstand i Syden truede forbundsregeringens autoritet, støttede han åbent borgerrettighedsbevægelsen. En egentlig borgerrettighedslovgivning blev først gennemført under hans efterfølger, Lyndon B. Johnson.

I 1963 voksede John F. Kennedys politiske mod. Han brød med økonomiske dogmer og rettede opmærksomheden mod nationens store sociale problemer. Hans forslag udgjorde ikke en samlet politisk vision, men USA's liberale vælgere havde store forhåbninger til hans anden periode. De brast, da John F. Kennedy fredag 22.11.1963 blev skudt i Dallas. Efter en dramatisk jagt arresterede politiet den formodede morder, Lee Harvey Oswald, som nægtede sig skyldig. To dage senere blev han myrdet af natklubejeren Jack Ruby.

Regeringen nedsatte en undersøgelseskommission, Warrenkommissionen, som i en rapport i september 1964 fastslog, at Lee Harvey Oswald havde dræbt præsidenten, og at der ikke var grundlag for mistanke om et komplot. Det er dog en almindelig opfattelse, at omstændighederne omkring mordet aldrig er blevet fuldt belyst, ligesom Warrenkommissionens konklusioner ofte har været draget i tvivl.

Mordet på præsident John F. Kennedy chokerede verden og gjorde ham samtidig til en nærmest mytologisk skikkelse. Senere afsløringer af hans mange kærlighedsaffærer har ikke kunnet rokke ved hans særlige status. Det er de håb, han tændte, snarere end hans politiske resultater, der har gjort ham til efterkrigstidens mest legendariske amerikanske præsident.