John Colet, ca. 1466-1519, engelsk teolog og humanist. Han blev uddannet i Oxford, hvor han efter ophold i Italien og Frankrig selv underviste i Det Nye Testamente. I London grundlagde han ca. 1509 Saint Paul's School, hvor kristen undervisning og lærde studier i græsk og latin gik op i en højere enhed. Colets bibelhumanisme fik stor betydning for Erasmus af Rotterdam, der traf ham første gang i 1499 i England; venskabet inspirerede Erasmus til flere pædagogiske skrifter, bl.a. om at give børn en tidlig og fordomsfri opdragelse. Af Colets egne skrifter blev kun et enkelt trykt i hans levetid.