John Brown, 1800-1859, amerikansk abolitionist, der fra 1855 organiserede forskellige aktioner mod tilhængere af slaveriet. De ofte blodige og tilfældige overfald kulminerede i 1859 med besættelsen af et våbenarsenal ved Harpers Ferry, Virginia (i dag i staten West Virginia). Mod forventning udløste aktionen ikke en opstand blandt slaverne, og John Brown blev arresteret og henrettet. I Sydstaterne blev han indbegrebet af truslen fra Nord, mens han for abolitionisterne blev en helteskikkelse, der under Borgerkrigen blev hædret i Nordstaternes kampsang John Brown's Body (med refrænet "But his soul goes marching on").