Faktaboks

John Boorman
Født
1933

John Boorman, f. 1933, britisk filminstruktør, der har arbejdet i England, USA og Irland, hvor han bor. Efter ti års arbejde med tv-dokumentarprogrammer for BBC instruerede Jan Boorman i 1965 sin første film og opnåede international succes og anerkendelse med sin anden film, gangsterdramaet Point Blank (1967).

Med en avanceret og ofte spændingsskabende fortællestil har han i forskellige genrer udtrykt en delvis Jung-inspireret tematik, der forener dybdepsykologi og mytologi, bl.a. gralslegenden.

Temaet træder tydeligst frem i den frapperende undergangsvision Excalibur (1981) om Kong Arthur-sagnet, mens mareridts-thrilleren Deliverance (1972, Udflugt med døden) om en kanotur i vildmarken sammenfatter hans filosofi om menneskets psykiske undergang som følge af den moderne kulturs ødelæggelse af naturen.

I en mere nostalgisk-romantisk stil fremstillede han varmt og forsorent sine barndomsminder fra en drengs opvækst i krigens London i Hope and Glory (1987).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig