Johannesbrevene

Johannesbrevene er i Det Nye Testamente tre af de syv katolske, "almindelige", breve, dvs. at de ikke er rettede til en enkelt menighed eller person.

Den kirkelige tradition tillægger apostlen Johannes, Zebedæus' søn, forfatterskabet, men brevene selv støtter ikke denne antagelse; 2. og 3. brev er skrevet af "den ældste", hvis identitet er ukendt, og 1. brev har ingen afsenderangivelse. Skønt det er forbundet med en vis usikkerhed, synes der dog at bestå et nært slægtskab med Johannesevangeliet både i sprog og i indhold, og det er nærliggende at henføre alle fire skrifter til én og samme forfatter eller kreds.

Denne forfatter eller kreds har tydeligt nok forholdet mellem jødedom og kristendom tæt inde på livet og må anses for at høre hjemme i et jødekristent miljø uden for Palæstina, måske i Efesos. Om brevene er blevet til efter evangelieskriftet eller omvendt, er vanskeligt at afgøre; muligvis må man regne med en kompliceret litterær tilblivelse, måske i 100-tallets første halvdel.

1. Johannesbrev, der er på fem kapitler, præges af formaning til broderkærlighed og advarsler mod dem, der benægter, at Jesus er Kristus og har levet i kød og blod (fx 4,1-3; jf. 2. Johannesbrev, kap. 7); det er bekendt for sin syndfrihedslære (3,4-6).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig