Johannes Tholle, 1891-1968, dansk hortonom og landskabsarkitekt med speciale i kirkegårdsanlæg. Han omlagde håndfast en række landsbykirkegårde for at opnå mere rationel drift, men derved gik ofte værdifuld kirkegårdskultur tabt. Han var en umådelig flittig skribent, hvis ca. 4700 publikationer omfattede bøger, artikler og småskrifter om haver, kirkegårde og især havebrugshistoriske emner.