Johannes R. Becher

Faktaboks

Johannes R. Becher
født:
1891
død:
1958

Johannes R. Becher, Johannes Robert Becher, 1891-1958, tysk forfatter. Johannes R. Becher indledte sit forfatterskab som en ekspressionistisk oprører. I digte, der brød med de grammatiske regler og udfoldede sig i dristige billeder, opfordrede han til at rive det gamle ned, så der kunne opstå et nyt menneske og en ny verden.

Under indtryk af 1. Verdenskrig og tiden derefter blev Becher medlem af det tyske kommunistiske parti. Det forhold bestemte nu hans syn på kunstens formål: Den skulle tjene klassekampen. 1933-45 var Becher i eksil, det meste af tiden i Moskva, hvor han redigerede Internationale Literatur, et af de tidsskrifter, hvormed de tyske eksilforfattere søgte at opretholde en litterær kommunikation.

Efter krigen bosatte Johannes R. Becher sig i det senere DDR, hvis kulturminister han var fra 1954 til sin død. Med sine forestillinger om et "litteratursamfund" af modne og dannede mennesker skabte han et ideal, som den kulturpolitiske praksis var langt fra at kunne leve op til.

Johannes R. Becher skrev teksten til den østtyske nationalsang Auferstanden aus Ruinen. Hans overvejende lyriske forfatterskab er stort og uensartet; det spænder fra de sprogligt nyskabende ungdomsdigte over enkel kærligheds- og naturlyrik til en position som DDR's "hofpoet", hvor han skrev smagløse digte til Josef Stalins pris og minde og biografien Walter Ulbricht. En deutscher Arbeitersohn (1958).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig