Johannes Meyer

Faktaboks

Johannes Meyer
født:
1884
død:
1972

Johannes Meyer, 1884-1972, dansk skuespiller. Johannes Meyer var på scenen og i film en meget alsidig skuespiller, hvis karakteristiske hæse og temperamentsfulde stemme kunne rumme både smerte og resignation i karakterroller og være et komisk element i folkekomedier.

Han debuterede på Dagmarteatret i 1905. 1907-41 spillede han bl.a. på Folketeatret, Det Ny Teater, Dagmarteatret og Betty Nansen Teatret samt Scala,

Gøglervognen i Tivoli og Nørrebro Teater, hvis direktør han var 1931-32. 1936-41 havde han stor succes med en række Ibsen-roller på Folketeatret, fx som Helmer i Et Dukkehjem (1936) og som Hjalmar Ekdal i Vildanden (1937).

1941-53 var han fast knyttet til Det Kongelige Teater og vandt blandt mange succeser sin største triumf i En sælgers død i 1950. I 1925 medvirkede han i Carl Th. Dreyers Du skal ære din Hustru.

Johannes Meyer spillede i knap 90 film alle slags typer, fx krakilsk småborger i Soldaten og Jenny (1947), spritter i Café Paradis (1950), nobel godsejer i Det store løb (1952), kaptajn i Styrmand Karlsen (1958) og rektor i Flemming og Kvik (1960). Han spillede på tv bl.a. titelrollen i Præsten i Vejlby (1960) og havde desuden et stort antal roller i Radioteatret.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig