Faktaboks

Johannes Døberen

Johannes Døber, Sankt Hans (gammelt dansk navn)

Johannes Døberen. Joachim Pateniers Kristi dåb, malet efter 1515 på egetræ; Kunsthistorisches Museum, Wien. Den lodne bodsdragt af kamelhår omtales i Matthæusevangeliet, 3,4 og hører i europæisk kunsthistorie til Johannes Døberens ikonografiske stiltræk. Joachim Patenier er navnlig kendt for sine på én gang realistiske og fantasifulde landskaber, som ofte danner ramme om motiver hentet fra Bibelen eller helgeners liv.

.

Johannes Døberen. Ikon malet med tempera på træ og med forgyldt baggrund, Konstantinopel, ca. 1300; British Museum, London.

.

Johannes Døberen. Mønten er præget 1312 og fundet i Odense; den vejer 3,5 g og findes på Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet.

.

Andrea del Sarto Johannes Døberen som ung; maleri, ca. 1526; Palazzo Pitti, Firenze.

.

Johannes Døberen er det navn, som både evangelierne i Det Nye Testamente og den jødiske historieskriver Josefus anvender om en profetisk skikkelse, som i de første årtier efter Jesu fødsel optrådte i Judæa.

De fortæller, at Johannes Døberen trådte frem (ifølge Lukasevangeliet, 3,1 i kejser Tiberius' 15. regeringsår, dvs. i 29 e.Kr.) som en streng forkynder af bod og omvendelse som den forberedelse, der passede til Guds umiddelbart forestående indgreb til dom, straf og belønning i det "Guds rige", som derefter ville blive oprettet (se Mark 1,2-8; Matt 3,1-12; Luk 3,1-20; Joh 1,19-28; Josefus' Jødiske Historie 18,116-119). Dåben skulle symbolisere omvendelsens ægthed og den døbtes nye renhed.

Evangelierne fremstiller Johannes Døberen som den forløber, Gud har sendt som forbereder af Jesu komme. Josefus kender intet til denne forbindelse; han lægger vægten på Johannes Døberens konflikt med kongemagten (Herodes Antipas), et tema, som også berøres i evangelierne, hvor det fortælles, at han blev halshugget, fordi han havde erklæret kongens ægteskab med Herodias for lovbrud (se Mark 6,14-29; Matt 14,1-12; historien optræder ikke i Lukasevangeliet).

Johannes Døberens forkyndelse af Guds forestående indgreb til dom og frelse, som står i centrum af evangeliernes fremstilling, nævner Josefus derimod ikke. Årsagen hertil er sandsynligvis, at Josefus ønsker at dæmpe de træk hos Johannes Døberen, som i romernes øjne var politisk betænkelige, mens han søger at fremhæve de træk, som et hellenistisk-romersk publikum satte pris på: Johannes Døberens etiske budskab. Heraf kan vi måske slutte, at den historiske Johannes Døberen — i lighed med Jesus — virkelig var en markant eskatologisk prædikant.

Evangelierne tolker nogle steder Johannes Døberen som underordnet Jesus. Denne tolkning anfægtes ikke blot af Josefus, men også af tekster som Mark 2,18-22; Matt 9,14-17; Luk 5,33-39 samt Joh 3,22-26 og 4,1-2, der forudsætter, at Jesus og Johannes Døberen en tid konkurrerede med hinanden (at Jesus selv døbte, dementeres dog i 4,2). Man må derfor formode, at den virkelige Johannes Døberen har været en selvstændig eskatologisk profet.

Afbildninger af Johannes Døberen

Johannes Døberen vises i billedkunsten ofte sammen med Jesus under dåbshandlingen eller sammen med Jomfru Maria som menneskehedens forbeder ved dommedagsfremstillinger. Hyppigt er han klædt i kamelhårsdragt og bærer et lam. I renæssancekunsten ses han ofte som barn, af og til bærende en korsstav, sammen med Jesusbarnet i bl.a. Madonnabilleder.

Sankt Hans

Johannes Døberens fødselsdag sættes traditionelt til den 24. juni, der fejres i store dele af den katolske verden. I bl.a. Danmark fejres aftenen inden som sankthansaften, idet Johannes her har fået navnet Sankt Hans.

Læs mere i Den Store Danske

  • Salome (i Det Nye Testamente)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig