Johann Heinrich Gottlob von Justi

Faktaboks

Johann Heinrich Gottlob von Justi
født:
1717
død:
1771

Johann Heinrich Gottlob von Justi, 1717-1771, tysk nationaløkonom. Justi blev i 1750 ansat som professor i Wien i kameralistik, dvs. statsvidenskab. 1757-59 var han ansat som "koloniinspektør" ved den danske stat, var bl.a. rådgiver i forbindelse med opdyrkning af den jyske hede og foreslog senere anlæggelsen af Ejderkanalen. Justi blev i 1765 direktør for de preussiske statsbjergværker, men blev i 1768 afskediget og sigtet for underslæb. Han døde i fangenskab i Küstrin.

Justi betragtes som den tyske statsvidenskabs første egentlige teoretiker og systematiker. Med udgangspunkt i merkantilismen, hvis anskuelser om handelsbalance, møntpolitik og en enevældig statsmagt han delte, banede han vej for finansvidenskaberne i moderne betydning og betragtes således som forløber for Adam Smith. Han skrev bl.a. Vollständige Abhandlung von den Manufakturen und Fabriken (1758-61) og Gesammelte politische und Finanzschriften (1761-64).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig