Johan Stein var en dansk læge, der efter lægeeksamen i 1890 blev dr.med. i 1902 på en afhandling om bindevævsknuder (noduli rheumatici) ved reumatisk hjertemuskelbetændelse og i gigtangrebne led, sener og hud; men æren for disse opdagelser er blevet tillagt den tyske læge Karl Albert Ludwig Aschoff, der beskrev det samme i 1904. Johan Stein blev leder af Frederiks Hospitals medicinske poliklinik 1903–06 og var dernæst overlæge ved Skørping Sanatorium fra 1906, ved Almindeligt Hospital fra 1916 og ved De Gamles By 1919-36. Han var samtidig læge ved Regensen fra 1921 og ved Studentergården fra 1923.