Johan Georg 3., 1647-1691, kurfyrste af Sachsen fra 1680; søn af Johan Georg 2. Johan Georg blev kaldt "den saksiske Mars", og af udpræget krigerisk gemyt indskrænkede han de enorme udgifter til hofholdningen og søgte i stedet at oprette en stående hær. Han deltog i undsætningen af Wien i 1683 og kæmpede ivrigt mod Frankrig, men døde af pest midt under Den Pfalziske Arvefølgekrig.