Johan 4. den Heldige, João 4. den Heldige, 1604-1656, hertug af Bragança fra 1630, konge af Portugal fra 1640, søn af hertug Teodosio 2. af Bragança og gennem moderen i slægt med kong Juan 2. Presset af sin hustru, Luisa de Guzmán, fastholdt Johan kravet på tronen mod Filip 3. En adelig sammensværgelse, ledet af hustruen og med støtte fra kardinal Richelieu, førte til en revolution i 1640, som løsrev Portugal fra spansk overherredømme. Johan blev den første konge af Bragançafamilien, og han styrkede hurtigt Portugals uafhængighed ved alliancer med England og Frankrig. I 1654 genvandt han efter otte års blodige krige Brasilien, som var faldet i hænderne på hollænderne.