Faktaboks

Joen Bille
Født
11. april 1944

Joen Bille er en dansk skuespiller og instruktør; gift med. Bente Scavenius.

Joen Bille blev uddannet på Statens Teaterskole 1969 og spillede på flere københavnske teatre i 1970'erne; fra 1975 var han fast tilknyttet Det Kongelige Teater.

I 1981 blev han freelance og har siden i stigende omfang koncentreret sig om instruktionsopgaver; bl.a. klassikere som Willliam Shakespeares En skærsommernatsdrøm (Grønnegårds Teatret 1995) og Ludvig Holbergs Den vægelsindede (Folketeatret 1997).

Fra 1985-93 var Joen Bille leder af instruktøruddannelsen ved Statens Teaterskole og i 2000 blev han leder af skuespilleruddannelsen.

Som skuespiller har han, især på mindre scener, vist et mangesidigt talent i et moderne repertoire, der spænder fra den klassisk formede rolle som kong Gustav 3. i Sven Delblancs Den store rolle (Grønnegårds Teatret 2000) over Botho Strauss' Glemslens kys til groteske gammelmandsroller i Hugo Claus' Serenade (Husets Teater 2000 og 2002). 1998-2001 medvirkede han i TV3's serie Hvide løgne på 447 afsnit.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig