Joe Williams, opr. Joseph Goreed, 12.12.1918-29.3.1999, amerikansk jazzsanger, som lærte kunsten på natklubber i Chicago. 1950 havde han et kort engagement med Count Basies septet og hjalp derefter dennes nye bigband og sig selv til stor popularitet 1954-60. Indspilningen af Every Day viste Williams som en moderne bluessanger, og den blev et af Basies største hits. I øvrigt arbejdede Williams hovedsagelig med egen trio.