Faktaboks

Joaquim Maria Machado de Assis
Født
21. juni 1839
Død
29. november 1908

Joaquim Maria Machado de Assis var en brasiliansk forfatter. Han er almindeligt anerkendt som det største navn i sit lands litteratur med et værk, der spænder over lyrik, drama, roman, novelle og litterær kritik. Denne søn af en frigiven slave og en vaskekone uden egentlig skolegang gennemførte en usædvanlig social opstigning og endte som højtplaceret embedsmand og præsident for Det Brasilianske Akademi. Ikke uvæsentligt herfor var det livslange ægteskab med den lidt ældre Carolina de Novais, en uvurderlig støtte og vejleder for den generte, epileptiske Machado de Assis.

Han debuterede i 1855 som romantisk digter og komedieskriver, men det afgørende bidrag ligger inden for fortællende litteratur, som han, efter en personlig krise, originalt fornyede med den mangetydige og eksperimenterende roman Memórias Póstumas de Brás Cubas (1881, da. En vranten herres betragtninger, 1956). Dette kvalitative spring, der skabte epoke i brasiliansk litteratur, indledte forfatterskabets anden fase med romanerne Quincas Borba (1891) og Dom Casmurro (1899, da. 1996) og en lang række mesterlige noveller, hvor humor og fin ironi bærer de stadig mere subtile og illusionsløse studier i den menneskelige natur.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig