Joanot Martorell, 1414-1468, catalansk forfatter. Martorell er hovedforfatter til ridderromanen Tirant lo Blanc, som efter hans død blev fuldført og udgivet i 1490 af Martí Joan de Galba. Romanen skildrer som andre af de populære ridderromaner heltens kærlighedsliv og militære bedrifter, men den bryder med den traditionelle dyrkelse af det fantastiske, overnaturlige element og indebærer en fornyelse af genren med sin realisme, humor og ironi.