Joan Jett, egl. Joan Larkin, f. 1960, amerikansk sanger og guitarist. Joan Jett var 1975-78 leder af kvindebandet The Runaways, der spillede en rå blanding af punk og glitterrock. Hjulpet af manageren og produceren Kenny Laguna dannede hun gruppen The Blackhearts, der toppede hitlisterne med sangen I Love Rock'n'Roll i 1981/82. Joan Jett var en af de første kvinder, som forsøgte at skabe sig en karriere som rockstjerne, og hendes hårde stil har haft betydning for en række kvindelige amerikanske rockmusikere i 1990'erne.