Joachim du Bellay, 1522-1560, fransk digter. Sammen med Ronsard det betydeligste medlem af digterskolen Plejaden. Født af højadelig familie blev han som ung fanget ind i den lærde kreds omkring humanisten Dorat. Pga. hans satiriske gemyt blev det Bellay, der i 1549 udsendte den ny bevægelses berømte manifest Défense et illustration de la langue française, hvori fransk lovprises som det nye kultursprog. Han debuterede i 1549 med sonetsamlingen L'Olive. I sonetterne fra Rom, Les Antiquités de Rome (1558), modstilles fordums storhed med byens forfald. I den sidste store digtsamling, Les Regrets (1558, Hjemlængsel), finder han helt sin egen tone i besyngelsen af sin hjemstavn og i melankolsk-ironisk beskrivelse af egen skrøbelighed.